top of page

1 skridt frem og 2 tilbage...

Opdateret: 23. jan.


Det her indlæg kommer til at handle om, hvordan jeg på et split-sekund fik smidt alt det vi havde opbygget ud med badevandet... Er du klar?


Der gik ikke mange dage mellem, at jeg havde delt et lettet indlæg på Instagram om, at træningen bare kørte som smurt (for det gjorde den virkelig!), til at karma ramte mig lige mellem øjnene, og jeg fik lavet så dum en fejl, som jeg stadig tæsker mig selv over.


For dig der måske ikke har fulgt med i træningsdagbogen tidligere, og havner lige midt i det her indlæg, så hører det med til historien, at jeg har brugt de første 2 måneder med Rigby på at ændre hans følelser omkring træningssituationer. Han blev af en eller anden årsag helt apatisk og ofte decideret bange i træningssituationer, uden at der på nogen måde hændte ham noget ubehageligt. Han pakkede simpelthen sammen, satte sig hen i et hjørne, kørte hele paletten af dæmpende signaler, og skulle bare ikke bede om at være med. Det fik vi arbejdet os igennem, og han endte med at være på under træningen, og logre sig igennem det meste.


... Eller det var indtil denne her idiot af en træner fik ødelagt det hele på et splitsekund (kan man høre at jeg stadig er rigtig træt af mig selv?😅). Træningen gik som sagt som smurt, og jeg blev fristet til at gå ud og lege lidt mere med vores ro i opflugt træning. Jeg ville helt konkret forsøge mig med, at "plastikfuglen", som han har lært at sætte sig for, når jeg kaster den, i stedet skulle skydes ud af flusheren, så han også lærer at sætte sig frivilligt for noget der "letter" uafhængigt af mig. Han var klar og glad, og de første repetitioner gik så fint. Lige indtil jeg fik ødelagt det hele.


Jeg skulle "lade" flusheren igen med plastikfuglen. En flusher er lidt som en slags katapult, med nogle metalarme, der er spændt et stykke mesh-stof imellem. Så når armene foldes ud, så strækkes stoffet, og det der så ligger i stoffet bliver skudt tilvejrs. Der er ret godt smæk på når de her arme foldes ud, og det er jo selvfølgelig nødvendigt for at det der ligger i den virkelig kommer tilvejrs. Jeg er generelt meget opmærksom på når jeg træner med flusherne, at hundene ikke går hen og stikker næsen ned i flusheren mens den er lukket. Jeg har prøvet en gang med Zoe, at hun fik ramt den, og den så sprang op, og den kan altså godt slå hårdt. Nå, men jeg sad der og skulle folde den sammen for 3. gang, og jeg har fået lagt alt i og lukket den, og så kommer Rigby og lige skal se hvad jeg laver. Jeg slipper flusheren i den tro, at den er forsvarligt lukket, men det var den bare ikke... og PUF! så sprang den op i ansigtet på Rigby, der blev så bange, at jeg nær bare havde siddet tilbage med hans skind. Han løb væk - langt væk - og skulle ikke bede om at komme i nærheden af den flusher igen.


Se hele miseren i videoen her...

Jeg var grædefærdig, for han var ikke bare færdig med flusheren, han var også FÆRDIG med at træne med mig. Som om han tænkte; "se, jeg vidste du kunne finde på at gøre noget dumt, når vi træner!". Og derfor har der også været helt stille her på dagbogen. Punkt 1 fordi jeg selv lige skulle komme mig over min idioti. Punkt 2 fordi jeg simpelthen har brugt den sidste måned på at forsøge at få os tilbage hvor vi var. Og jeg anede ikke hvor længe det ville komme til at tage. MEN, nu er vi tilbage, og de sidste par træninger har han været tilbage hvor vi var før jeg smækkede ham én med en flusher!


Så nu vil jeg bruge indlægget her på at dele hvad vi har lavet mens jeg har forsøgt at få os tilbage på sporet, og så en lille kort status inden dagbogen forhåbentlig kan genoptages med lidt træningsvideoer i ny og næ.


Flusher-angst

Det ene smæk dér (som faktisk ærligt ikke ramte ham - heldigvis!) var alt der skulle til før han var rigtig godt og grundigt bange for de der sindsyge sorte maskiner! Problemet er bare, at jeg er stor fan af at bruge flusheren som en vigtig del af ro i opflugt træningen - ikke med fugle i, men med legetøj, plastikfugl, dummy eller lignende. De giver mig mulighed for at få rigtig mange repetitioner af den frivillige sit, de giver mulighed for nemt at generalisere øvelsen ud i forskellige miljøer, og de giver mig mulighed for at få mange repetitioner hvor fløjtesignalet kan kobles på uden at stressniveauet hos hunden er for højt (og derfor kobles sammen med fløjtesignalet). Nogle hader dem, jeg elsker dem. Derfor passer det mig også rigtig dårligt at han er bange for dem. Til en start stillede jeg bare flushere rundt omkring i huset og haven, og der fik de så lov at stå indtil han holdt op med at gå en stor bue udenom dem. Han er stadig ikke helt færdig med at gå udenom dem. Står de på en ny lokation, så er han fortsat ikke overbevist om at de ikke smækker ham én. Derudover har jeg ikke gjort yderligere endnu. Vi skal lige have oplevelsen lidt mere på afstand før jeg vil begynde at introducere dem igen, og jeg vil for alt i verden ikke risikere, at hans flusher-angst smitter af på andet vi har fået opbygget så fint, som kan kædes sammen med flusheren (plastikfuglen, fløjtelyden, eller andet).


Træning uden træning

En anden ting jeg har gjort var at lægge deciderede trænings-seancer på hylden for en stund. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke har trænet. Han har bare ikke opdaget det...

F.eks. har han skulle give mig håndtarget inden han er kommet i haven. Han har skulle tilbyde en frivillig sit inden han er kommet ud af havelågen, han har skulle komme på indkaldsignal inden jeg har sluppet snoren, osv. osv. På den måde har jeg kunne fortsat styrke nogle vigtige grundfærdigheder, men uden at det på nogen måde har lignet et træningssetup (som han ville være flygtet fra). Og så har jeg stille og roligt skulle få os tilbage i de egentlige træningssetups, og her har jeg måtte prøve mig frem. Jeg skulle have genvundet hans tillid, og det der endte med at vise sig at virke var, at jeg tog en håndfuld (gode!) godbidder og gik hen og satte mig ved ham, når han f.eks. lå i sofaen. Og så viste jeg ham de gode godbidder, og viste han interesse i dem bad jeg om, de første mange gang, et håndtarget. Hvis jeg sørgede for at lave øvelsen med godbidderne helt synlige og tilgængelige, men kun med mulighed for at få én, hvis man gav håndtarget, så var han efter ganske få gange ret nem at overbevise om at være med. Derefter blev det alle former for targetadfærd. Det vigtige var at han fik en idé om at det 100% var ham der styrede om han ville være med, og at konsekvensen af at man ville være med, var rigtig positiv. Efter en uges tid sådan begyndte jeg at kunne introducere apporten (stadig liggende i sofaen, dog!). Så her fik vi trænet en masse holde fast i apport og aflevere til hånd. Og så efter par uger begyndte jeg så småt at kunne få ham med ud på gulvet. Stadig i stuen, for han skulle absolut ikke bede om at komme over i træningsrummet! Og så begyndte jeg ellers at udnytte hver en chance jeg kunne finde for at snuppe en håndfuld godbidder og lave 10 håndtargets hist og pist og allevegne.

Og nu, 1,5 måned efter, er vi endelig der igen, hvor vi kan træne ovre i træningsrummet, og han er (næsten) tilbage hvor han var før flusher-miseren.


En kort træningsstatus


Apport: Han kan alle delmomenter af apportøvelsen. Nu arbejder vi så småt med lidt forstyrrelser, og så apporterede han sin første agerhøne i går!


Indkald: Her har vi primært arbejdet med at skabe værdi på signalet. Nu er jeg så småt begyndt på 2. og rigtig vigtige del af indkaldet; at kunne vælge forstyrrelse fra og komme hjem.


Ro i opflugt: Her sætter han sig for alt jeg kan finde på at kaste, og er efterfølgende også rigtig god til at skifte fokus og engagere sig i noget andet. Han er egentlig klar til at arbejde med flusheren... men altså....


Jagtfod: Her er vi kun lige begyndt med de indledende øvelser. Vi er begyndt på bagpartskontrol/baljeøvelse, som vi laver, når vi alligevel laver fys/styrketræning. Men ærligt, så er det øvelsen med mindst prioritet. Mit hovedfokus er at få ham klar nok til at kunne komme på marken, og der er det altså indkald og stop der primært gælder. Men derfor skal øvelsen ikke helt glemmes alligevel.


Ro/passivitet: Her træner jeg primært at han kan ligge på sin "station" mens jeg træner de andre hunde. Han er af sind en energisk, men virkelig "chill" hund. Han køres ikke let op og stresser ikke nemt, og det er virkelig et kæmpe plus! Fordi han har været så svær at overbevise om at træning er sjovt og at det er værdifuldt at byde ind med adfærd, har jeg ikke trænet meget passivitet - for jeg har ville have det modsatte. Men nu hvor han igen er klar på træning og byder aktivt ind, så er vi igen begyndt at genoptage, at han kan ligge roligt på sin "station", når det ikke er hans tur.


Fysik og styrke: Jeg har introduceret ham for trækselen og vi er så småt begyndt at gradvist bygge op til vores fælles løbekarriere. Han skal både være min primære Canicross hund (nu hvor Zoes ben ikke længere holder til længere løbeture), og så kommer vi også til at tilbagelægge rigtig mange kilometer på kickbiken, når jagtformen skal bygges op. Og han ELSKER det! Udover fart så er vi også igang med styrketræningen ved hjælp af små øvelser, der styrker hans muskulatur, ligamenter og core.


Jeg har et lille håb om at vi måske kan komme på marken til foråret, men det bliver kun hvis han er klar. Den eneste deadline vi har, er rypejagt i efteråret 2024. Så alle sejl er sat ind på at få ham klar et brag af en debut🤩





Kommentarer


bottom of page