Så gik 3. uge med Rigby i huset. En uge, der primært har båret præg at, at vi fortsat ingen vand havde. Vi har privat vandværk, og pumpen har været i udu siden lørdag for 2 uger siden. Og hvad har det med Rigbys træningsdagbog at gøre? Tjo, det har haft en ret stor indflydelse på hans hverdag, at vi har måtte bo hos mine forældre 30 min herfra, og har måtte pendle til hhv. daginsitution, arbejde og herhjem for at forsøge at opretholde alene-hjemme-træningen.
Det har været en halvstressende affære for alle parter, og det har desværre også haft en indflydelse på vores alene-hjemme-træning, hvor han er gået fra at kunne være alene i 30-45 min med fuldstændig ro, til pludselig at begynde at gø efter få sekunder, på trods af at vi er kørt hjem hver dag for at kunne vedligeholde træningen, har det hele måske været for stressende. Vandet fik vi heldgivis tilbage i fredags, så nu bor vi hjemme igen, og fra i morgen starter vi forfra på alene-hjemme-træningen, og håber på fremgang.
Udvikling i træningen
På træningsfronten er det virkelig gået fremad i denne uge. Som nævnt i sidste indlæg, har fokus været på at skabe værdi for madbelønning og på hele træningsetuppet i det hele taget. Og her er der virkelig sket noget, så nu er vi begyndt at træne faktiske øvelser. Jeg følger stort set samme træningsplan som mine trin 1 hold. Så i denne uge er vi også lykkes med at få trænet:
kontakt
håndtarget
frivillig sit
gribe om dummy
Nogle øvelser, jeg ellers normalt ville have introduceret sammen med de ovenstående, venter jeg stadig lidt med til hans værdi for madbelønning er lidt højere.
Rigbys attitude i træningen er allerede markant ændret, halen logrer, han er på, han tilbyder adfærd og han er langt mere ihærdig i sine forsøg. Jeg forsøger stadig at holde træningspassene korte men hyppige, og derfor får jeg heller ikke rigtig sat kamera op til hver session. Men i onsdags fik jeg fanget lidt af træningen:
At bruge alle typer belønninger og arbejde med forventninger
En anden ting jeg er begyndt at arbejde lidt med i denne uge, er hans forventninger, og hvordan jeg kan bruge dem til at få formet adfærd jeg ønsker, frem for adfærd jeg ikke ønsker. Et eksempel på dette er dukket op i løbet af ugen, hvor han nu har opbygget så meget værdi for at blive sluppet løs på vores mark, at hans forventning om at blive sluppet kan få hans arousal-niveau til at stige fra 0-100 på 1 sekund. Det betyder, at fra vi forlader havelågen, har jeg tabt al kontakt til ham, for det eneste han tænker på er, at han vil over på marken og slippes. Den forventning vil jeg gerne have brudt lidt, så hans stressniveau ikke stiger mere og mere dag for dag. Jeg er derfor begyndt ikke at slippe ham, når vi kommer over på marken, og de andre bliver sluppet. I stedet forbliver han i line, mens vi går på de slåede stier. De første par dage slap jeg ham, når jeg kunne mærke, at hans forventning om at skulle løbe løs var væk, og han holdt op med at være helt hektisk. Efter nogle dage med den strategi, begyndte jeg at forvente, at han vendte sig ind mod mig før han blev sluppet, og her til morgen, kaldte jeg ham ind (kun fra linens længde naturligvis), mens jeg gik baglæns, og da han havde fulgt mig med kontakt et kort øjeblik, slap jeg ham. Målet her er, at hellere end at køre sig selv så meget op over forventningen til at kunne gøre det han elsker allermest (at løbe stærkt), og derved tabe kontakten fuldstændig til mig, skal han opleve, at adgangen til at gøre det han elsker allermest kommer gennem, at han ikke hidser sig op, og holder kontakten til mig.
Om det lille projekt får det udfald jeg håber på, kan jeg vende tilbage på i et senere indlæg:)
En lille Bakken-tur
Udover træning og de sædvanlige lufteture, har ugen også budt på en tur på Bakken. Ikke noget jeg normalt ville udsætte mine hunde for, men i og med han ikke kan være alene endnu, og fordi han tidligere har bevist, at han er super-cool i alle mulige former for miljøer, så valgte vi at tage ham med. Og mand hvor han bare overrasker! For dem der ikke har været en tur på Bakken, så kan jeg sige, at det er et temmelig højlydt sted med larm fra både mennesker og forlystelser. Det er relativt trangt, og der er mange mennesker. Men det Bakken også kan, og det der gjorde, at jeg tænkte, det hele nok skulle gå uanset er, at det ligger lige op af Dyrehaven. Det betød, at jeg kunne give ham små pauser ud i skoven, hvor det ikke larmede så meget. Og således klarede han lige 5 timer på Bakken til UG; ventede tålmodigt ved forlystelserne, hilste roligt på alle dem der gerne ville snakke med ham, og var i det hele taget en sand fornøjelse at have med!
