top of page

Rigbys 6. uge

Opdateret: 23. jan.


Nå! Bedre sent end aldrig. Så nåede det at blive tirsdag, før jeg fik opdateret træningsdagbogen. Det skyldes 1. at jeg har haft aldeles for meget at se til, og når jeg endelig har ramt sofaen alt for sent, så har jeg ikke orket at åbne en computer. Og 2., at jeg har haft lidt svært ved, hvordan jeg bedst skulle få formuleret et indlæg om ugen.


Vi har nemlig ikke rykket super meget på de enkelte grundtræningsøvelser i løbet af ugen. Vi har fortsat vores primære fokus på indkald, når muligheden for træning af de øvelser har budt sig. Jeg har trænet lidt videre på apporten, og her er han virkelig ved at fatte værdien i at gribe og holde dummyen. Og så kæmper jeg videre med de indledende øvelser til det der skal blive en (forhåbentlig) rigtig stabil ro i opflugt. Jeg skriver "kæmper", og med et lille glimt i øjet, for jeg har ærligt aldrig oplevet at træne den øvelse med en hund (og der har dælme efterhånden været mange), hvor øvelsen har forvoldt så mange "problemer". Det er en af de øvelser, hvor der nemt kan ske én af 2 ting for os; enten at han låser og står og stirrer ud i luften, eller 2. at han pakker helt sammen, bliver utryg, tager halen mellem benene og sætter sig over i hjørnet og ryster - og det vel at mærke uden at jeg hverken har hævet stemmen, påført nogen form for fysisk pres, berøring, eller andet der på nogen måde skulle kunne opfattes som ubehageligt. Men det at jeg venter, helt stille, med en tydelig forventning til at han skal gøre noget, det kan af og til bringe noget op i ham, som han helt tydeligt synes er super ubehageligt. Så vi har stadig et stykke arbejde at gøre, før han er et sted, hvor det bliver rigtig effektivt at træne selve grundøvelserne. Vi træner dog fortsat kort men godt på de enkelte øvelser, når hans humør er til det, og så laver jeg rigtig meget af øvelser, hvor han:

  1. erfarer at det kan betale sig (og er sjovt!) at byde ind med adfærd: Håndtarget er som nævnt tidligere en kæmpe favorit her, og den er han efterhånden mega glad for og super skrap til. Så den kører vi mange forskellige versioner af.

  2. jagter belønningen: det er den bedste metode til at holde ham fra at "låse fast", og holde ham så engageret, at han ikke pakker sammen. Så ved de fleste gentagelser er belønningen enten at jage en godbid i min hånd, eller kastet på gulvet. Eller en god jagt på legetøjet med efterfølgende trækkeleg.

Indtil vi er der hvor jeg gerne vil have ham rent engagement-mæssigt og følelsesmæssigt, så tager jeg udviklingen i selve øvelserne meget stille og roligt. For jeg ved, at så snart det andet er på plads, så går selve indlæringen meget hurtigere. Det er ganske enkelt ikke muligt at skabe nogen form for fornuftig indlæring i en hund, der har pakket sig sammen ovre i hjørnet. Men jeg føler, at jeg virkelig er ved at kende ham godt nu, og bliver bedre og bedre til at se, hvornår det er ved at ske. Og fanger jeg det i opløbet, kan en hurtig omgang trækkeleg få ham til at snappe ud af det, og så kan jeg relativt nemt føre ham videre i træningen.


Og nu vi er ved de svære følelser, så blev dette i øvrigt også ugen, hvor vi erfarede, at han er rædselslagen for fluesmækkere. Ikke blot brugen af dem, men nu bare synet af en fluesmækker gør ham til et rystende espeløv. Så de 116.000 fluer, der pt. har slået lejr i vores hus, får lov at fortsætte deres fest så længe Rigby er i nærheden. Min følsomme lille fyr<3


Nå, men bare fordi vi er gået lidt i stå med selve grundøvelserne, så er det altså ikke ens betydende med, at vi ikke udnytter alle chancer, der byder sig for at forme hans kommende karriere som fuglehund, efter bedste evne.


Blandt andet udnytter vi dueslaget, og duernes gøren og laden omkring slaget, til at få trænet en masse "sidde roligt på numse mens duer flyver" træning. Og her er han altså blevet rigtig skrap! Jeg ELSKER hans evne til at bevare roen og "holde hovedet åbent", selvom der er duer i luften. Han er meget interesseret i dem, men han har virkelig luret, at holder man sig i ro, så får man lov at sidde og kigge på dem, og han kan nu både tage imod godbidder mens duerne flyver omkring ham, og han kan skifte fokus og f.eks. kaldes væk fra duerne. Vi har startet træningen mens der har været lukket for slaget, hvor duerne kun har mulighed for at flyve ud i en lille sputnik (en kasse udenpå dueslaget med net omkring). Her kan han jo se dem, og registrere at de bevæger sig rundt derunde, men vi har ikke fuld flaksen og flyven rundt. Hegnet omkring haven gør, at han kun har mulighed for at komme på en afstand af omkring 5 m til sputnikken. Vi er startet på lidt længere afstand (nok ca. 10 m.), men har hurtigt kunne komme ind på de 5. m, hvor han stadig har kunne tage i mod godbidder og sidde på numsen. Da det fungerede at sidde der roligt, prøvede jeg efterfølgende at se hvad der skete, når jeg åbnede for slaget, og duerne dermed med garanti ville begive sig ud på en flyvetur. Jeg allierede mig med en Tubidog favorit, skyndte mig ud og åbne for slaget, og ræsede tilbage til Rigby, fik ham i sit og belønnede ham massivt med den lækre leverpasta på tube, mens vi så bare ventede på, at den første due ville forlade slaget. Og det gjorde den så, og Rigby blev siddende(!!) - kæmpe ros og masser af leverpasta. Havde i øvrigt taget changen og trænede dette uden line, fordi han er så følsom, som han er. Jeg ville simpelthen ikke risikere, at han skulle få en dårlig oplevelse med et ryk i linen, eller føle sig presset af at sidde der med linen på. Fordi han er som han er, er jeg ikke så bekymret for, om han skulle have taget en lille smuttur efter en due på vingerne. Han ville være naturligt afskærmet af havehegnet, så løbeturen ville uanset være begrænset. Så hellere risikere lidt fandenivolskhed fra ham og en god association på duen end et træls ryk i linen, og en sammenpakket hund, der ikke længere brød sig om fugle på vingerne.


Her er et lille videoeksempel fra en af de korte træninger i haven...


Men nu blev han jo siddende - og det blev han også da due efter due fortsat fløj ud af slaget. Da der kom ro på, og alle duer havde forladt slaget, talte jeg ned "3-2-1 og go, go, go!" og så løb vi alt hvad vi kunne gennem haven, så han rigtig kunne få løsnet op for den spænding han uden tvivl havde opbygget i kroppen. Det har vi gentaget en del gange, og flere gange har jeg ikke bedt ham om en sit, men han er selv kommet over og har sat sig. Så lige for ham, har det vist sig at være rigtig effektiv træning, hvor han fortsat er blevet mere og mere rolig og koncentreret, når duerne er i luften. For andre hunde ville det her måske ikke være det rigtige approach, men ville måske i stedet skabe en hund der stressede op og vokaliserede i nærheden af duerne, og en hund der blev mere og mere urolig, med mere og mere forventningsstress for hver dag, der gik med træning så tæt på duerne, og uden mere grundtræning med andre belønninger end duer (mad og legetøj). Der ville man måske skulle starte på meget længere afstand, i line, og kun én gang om ugen, og ingen fri adgang til at tilgå dueslaget.


Træn den hund du har foran dig. Lad dig inspirere af andre, lyt til andres erfaringer, men tilpas altid til lige præcis din hund - dén dag. Det er det, der er svært, det er det, vi øver os på hver dag som hundetrænere, og det er det vi bliver bedre til for hver dag vi øver os, og for hver hund der beriger vores liv.


... Forleden fangede jeg Rigby i en omgang selvtræning ude ved dueslaget, og sikke nogle fornuftige valg han traf...



Comments


bottom of page