Så kom der endelig en opdatering...
Målet var jo egentlig, at jeg gerne ville skrive et indlæg om ugen. Men de sidste par uger har været travle, og ærligt så var træningen i sidste uge sgu lidt træls, så jeg følte ikke rigtig der var noget interessant at "skrive hjem om". I sidste uge var rigtig mange træninger præget af at Rigby pakkede sammen, og der skete derfor ikke rigtig nogen udvikling, der var værd at dokumentere for jer. Jeg forsøger stadig at lure præcis hvad der sker i situationerne, hvor han pakker sammen. Én af tingene jeg synes at kunne afkode er, at så snart det bliver en "happening", at vi skal træne - f.eks. fordi jeg lige skal sætte videokamera op for at dokumentere træningen, og der derved bliver for meget "påstyr" omkring det, så er han allerede kommet derud, hvor der ikke skal meget til før han melder fra. Det er jo super fedt, når jeg egentlig havde intentioner om at dokumentere det meste af træningen🥴 En anden ting der tydeligt påvirker ham, er om de andre hunde er til stede (for tæt på), når vi træner. Jeg har næsten altid alle hundene med når vi træner grundøvelser. Så ligger dem der ikke lige er på på deres platform, og venter på tur. Men træningerne er klart bedre, når de to damer ikke ligger og kigger på ham... og så er der også noget med, hvor han lige er på dagen.
Nå, men jeg har stadig en urokkelig tyrkertro på, at vi kan få fremelsket lidt mere hår på brystet, glæde og ihærdighed i træningen, der på sigt skal komme "sammenpakningen" til livs. Det er bare (som jeg også har skrevet tidligere) nødvendigt at få arbejdet på den del en masse først, før den egentlige træning rigtig er effektiv.
I denne uge har jeg valgt at lade være med at filme (😥), og har (primært) lukket de andre hunde væk, mens vi har trænet. Og så har træningen båret præg af at være spontan; jeg har lige grebet en håndfuld godbidder, lavet 10-15 repetitioner, og er så stoppet. Og det har virkelig fungeret godt!
Derudover fungerer trækkeleg virkelig effektivt til at få ham i det rette "state of mind". Både inden vi starter selve træningen, og hvis jeg er ved at tabe ham til usikkerheden undervejs. Så det er virkelig også en lifesaver.
Jeg tror på, at alle hunde der kommer ind i vores liv, kommer for at lære os noget - sådan har det i hvert fald været med alle mine indtil videre. Rigby er kommet for at lære mig, at huske "at træne den hund der er foran mig". Jeg siger det faktisk også virkelig tit til mine kursister, men det er godt virkelig at få det slået fast med syvtommersøm, og i lidt ekstrem grad. Tilpas træningen til der hvor din hund er på dagen. Planlæg og hav en forventning til hvad du skal træne, men tilpas, hvis det bliver nødvendigt, når du står i det. Sadl om, så I lykkes.
Om at springe over hvor gærdet er lavest?...
En anden ting som denne uge har båret lidt præg af er, at jeg er gået lidt mod mine egne principper om en solidt opbygget grundtræning, og er hoppet direkte til slutningen af træningen af ro i opflugt😂 (har dog fortsat i sinde at træne alle trin af øvelsen!)
Som de af jer, der måske følger med på min Instagramprofil (@clickergundogs) måske har set, så har Rigby fået lov at være med ude, når jeg åbner for dueslaget. Det startede egentlig med, at jeg til en start har været ret observant på Rigbys gøren og laden omkring dueslaget. Dueslaget står helt op ad hegnet ind til haven, og det betyder, at duerne letter lige med kurs mod haven, når de skal ud og flyve. Fuldt bevidst om, at det potentielt kunne blive en dagslang underholdning, at jage rundt med duerne, har jeg derfor været vældig obs på Rigby i den situation siden vi hentede ham. Og ret hurtigt kunne jeg heldigvis konstatere, 1) at der gik temmelig mange dage før han overhovedet opdagede, at der var duer - sommerfuglene var simpelthen langt mere interessante! Og da han så endelig opdagede dem, var han så fattet og cool omkring dem, at han stadig var i stand til at lytte, ændre fokus OG tage imod godbidder.
Så med det udgangspunkt tænkte jeg, så kan vi da ligeså godt udnytte det til vores fordel, og få en masse god belønningshistorik på at sidde, når der er duer i luften. Og således startede et næsten fast ritual med, at han er med i haven, når jeg lukker duer ud - og jeg får sat situationen op, så han lykkes (for det meste) med at blive i sit, og enten blive belønnet med (gode!) godbidder eller med at en ny due flyver ud af dueslaget.
I forgårs tænkte jeg så; jeg prøver lige at se hvad der sker, hvis jeg tager et par duer ud af slaget, og træner lidt mere strategisk med dem. Det endte med at blive så spontan en træning, at jeg hverken have passende tøj på til at opbevare duer i lommerne, eller havde godbidder med ude - men jeg formåede da at få sat telefonen til at filme.
Normalt ville jeg, inden jeg ville gå til at træne med rigtige duer, have været igennem en række trin, der bygger op til, at jeg ved, at jeg kan forvente at hunden vælger rigtigt i situationen med duerne: frivillig sit - sit for synlig belønning - sit for kastet belønning - sit for plastikfugl - sit og bliv siddende med forstyrrelser - m.m.
Af de ovenstående øvelser, kan jeg kun sætte kryds ved, at vi er nogenlunde i mål med frivillig sit, sit for synlig belønning og blive siddende med forstyrrelser. Men fordi han har vist så gode takter og fornuftige valg omkring duerne, så tænkte jeg, at det nu nok alligevel ville gå ok.
Jeg ville tage det lidt som det kom, og se hvordan han reagerede og tilpasse setuppet derefter.
Overordnet skulle strategien være: tilbyd sit og du får duen at se, bliv siddende og duen kommer på vingerne, forhold dig i nogenlunde ro og få lov at se en ny due. Jeg vil så tilpasse efter hver repetition: jeg kigger efter, om jeg får mere af/kommer nærmere og nærmere den ønskede adfærd, så fortsætter jeg i samme spor. Bevæger hundens adfærd sig derimod længere væk fra den ønskede adfærd, i det her tilfælde f.eks. i form af at den løber længere og længere efter de flyvende duer, eller begynder at stresse op når den sidder (sitre, pibe, gø, eller lignende), så ville jeg stoppe med nuværende setup, og gå tilbage i træningen til noget simplere.
Men som videoen her viser, så synes jeg at han kommer nærmere og nærmere målet. Han løber lidt efter duen i første gentagelse, men løber så gradvist mindre og mindre, og skifter med det samme fokus fra duen, der er lettet, og over til mig. Det går faktisk så fint efter få repetitioner, at jeg vælger at gå ind til ham med duen. Her skifter jeg strategi til at det ikke længere kun handler om at blive siddende, når duen letter, men også handler om, at sætte sig for at få lov at se duen. Desværre kan man ikke høre de signaler jeg giver ham i videoen (jeg tager mikrofon på næste gang!), men han sætter sig frivilligt (altså uden signal), jeg viser ham duen med det samme han sætter sig (=sit betyder du får lov at se duen). Så længe han bliver siddende frister jeg med duen synligt for ham. Jeg giver ham så en "fri" kommando, for at få ham til at rejse sig (faktisk rejser han sig ikke en eneste gang i videoen, uden at jeg inden har sagt "fri" (som er mit signal til at han må rejse sig og skal arbejde videre med mig, og ikke et klassisk fri -"fri"), og det var jeg faktisk temmelig imponeret over!). Når han har rejst sig på fri kommando, så gemmer jeg duen bag ryggen og venter til han igen selv tilbyder en sit, så snart han sidder så tager jeg duen frem, så længe han bliver siddende får han lov at se fuglen, og jeg releaser ham så igen på et "fri". Sådan bliver jeg ved en 3-4 gange for til sidst, at slippe fuglen og rose ham verbalt mens han forholder sig i ro, for til allersidst, at kunne afslutte med at belønne med godbid.
Jeg tror vi skal lege lidt mere med duerne i morgen...