Så gik ugerne... igen. Uger der har været fyldt med sygdom for hele familiens (de to-benedes) vedkommende, og dermed også meget sparsomt med overskud og overskydende tid. Så blogskrivning og videofilming har været nedprioteret, men bestemt ikke træningen af Rigby. Og de seneste uger har faktisk budt på flere "gennembrud" der er værd at skrive hjem om.
Rigby og agerhønsene
Det ene gennembrud er sket fordi Rigby har fundet ud af at han har en næse, og at man kan tage stand på fært og ikke kun på syn af fugl. Egentlig er hans grundtræning ikke i nærheden af, at jeg normalt ville anbefale at udsætte ham for fugl. Men da muligheden bød sig for træning i dejligt selskab med vores træningsfælleskab OG agerhøns i hobetal, så måtte jeg alligevel slå til på tilbuddet.
Jeg vurderede, at det var en udemærket idé fordi:
1) det var ikke vilde fugle, men udsætningsfugle, og situationerne kunne derfor tilpasses næsten som vi ønskede
2) fordi han er så blød som han er, så jeg intet problem i, om han skulle blive lidt fandenivolsk efter mødet med fuglene. Jeg vil vurdere vi kan få styr på det igen, skulle det ske
3) Jeg vil så gerne have at han får så meget erfaring og værdi på alle de fuglearter jeg gerne vil have han jager/tager stand for, og da vi ikke selv har adgang til marker med tæt bestand af agerhøns, så var det her en oplagt mulighed for at få lidt af den fært i næsen.
Så dermed besluttet, vi tog afsted til træning...
Reaktionen på fuglene udeblev dog totalt. Altså han synes de var mega spændende når de var på vingerne, men færten af dem, selv når de sad i kasserne lige ved siden af ham, sagde ham ingenting.
Vi prøvede i første omgang bare at slippe ham løs på en udlagt fugl, fordi jeg ikke ønskede at risikere nogen dårlig oplevelse med at blive stoppet hårdt i lang line eller lignende. Min umiddelbare strategi var, at ville lade ham tilfældigt træde fuglen op, og gentage dette et par gange, indtil han til sidst ville begynde at forstå færten af fuglene. Men det skete ikke rigtig, han blæste bare henover dem, uden overhovedet at slå næsen til. Derefter prøvede vi med line på, så han langtsomt kunne føres op til fuglen, og derved forsøge at give ham chancen for at kunne nå at få fat i færten. Men han masede bare på, som om der ingenting sad foran ham. Så ingen held med standen i den omgang.
På den igen...
En uges tid efter mødtes vi igen, og jeg havde da joket med, at jeg ville rense hans næsebor inden vi ankom. Denne gang startede vi i line igen, men med samme resultat som ugen forinden. Han mosede bare på, som om han slet ikke registrerede, at der sad en fugl der under halmklumpen. Men så pludselig bevægede fuglen sig, og han fik kombineret synet af fugl med færten. Efterfølgende fik han forstærket det lidt, da han lykkedes med at kramme lidt med søde Allan, der lagde fuglene ud (mens han havde en fugl i hånden).
Så prøvede vi samme setup som ugen forinden med at slippe ham løs på et område med en udlagt fugl. Og så pludelig BUM, så stod han på færten. Og helt tydeligt på færten, for han endte med stå 3-4 meter fra fuglen og pege i den lidt forkerte retning, men han stod! Søde træningsvenner tog video fra aftenen og de 3 sidste frie situationer han fik, og selvom videokvaliteten er lidt mudret, så kan man alligevel se udviklingen fra første stand på fært, og til 3. gang, hvor han først står, og derefter retter sig selv yderligere ind på fuglen.
1. forsøg
2. forsøg
3. forsøg
Det vigtige for mig her var at han fik erfaring med fuglene. Alt omkring rejs og ro i opflugt har ingen betydning, kun at han fik masser af erfaring med at lokalisere fuglene, tage stand og så en masse ros når fuglene kom på vingerne.
Glæder mig til meget mere fuglearbejde med ham!
Det vigtigste gennembrud!
Var i selve grundtræningen. For i løbet af sidste uge er der sket en kæmpe ændring i vores træning. Han har ikke pakket sammen en eneste gang. Han er på, han tilbyder adfærd, han holder på, gentagelse efter gentagelse med logrende hale... også når det bliver lidt svært. Og det er dælme et gennembrud der er værd at tage og føle på, for nu kan vi for alvor få rykket i grundtræningen og det fundament, der er så vigtigt for at kunne lykkes i jagtsituationerne uden at skulle råbe af, og ase og mase med hunden.
Det betyder også, at vi nu er ved at have godt styr på mange dele af apporteringen:
gribe og holde om dummy - eller haveslange er jeg faktisk gået over til, og det med kæmpe effekt i hans forståelse for at holde ordentligt fast, også med forstyrrelser. Selv med de små dummyer blev grebet for løst, og han forstod ikke helt at holde fast i lidt længere tid. Det ændrede sig med det samme jeg skiftede til haveslangen - ikke at det behøver at være et stykke haveslange, men bare det at det er super smalt i omfang, kan gøre alverden til forskel!
Aflevere til hånd - her har han også fuld forståelse for at der skal afleveres helt til hånd, uanset afstand og med forstyrrelse
Næste skridt er at han kan samle op fra jorden. Her bliver haveslangen lidt uhandy at få fat i, og derfor er jeg i dag begyndt at skifte over på en dummy, og det skifte tog han uden problemer. Så næste øvelse på listen er frivillig opsamling fra jorden. Og så er der ikke længe til at vi har en nogenlunde sammenhængende apport-øvelse.
Stopfløjt/ro i opflugt træningen har virkelig hængt i bremsen. For det var en af de sikre øvelser, hvor han ville pakke sammen. Jeg starter altid indlæring med at belønne en masse for frivillige sit. Men det at jeg stor og ventede på at han tilbød noget, betød før med garanti, at han ville gå hen i hjørnet og sætte sig. Men ikke nu! Her er vi kommet til en stærk frivillig sit, også med synlig belønning i hånden lige foran ham. Næste skridt er nu, at han sætter sig for en kastet godbid foran ham. Den har svært ved helt at fise ind, men vi holder på til den sidder der. For det at de kan få en forståelse for, at sitten, og det at beherske sig, er adgangsgivende til den belønning der er foran dem, synes jeg er så vigtig for en ordentlig forståelse for at det er samme regler der gælder, når belønningen går fra at være en godbid til at være en fugl.
Derudover er indkald fortsat en prioriteret øvelse, og her er vi kommet til at træne indkald væk fra forstyrrelser. Måske mere om det næste gang.
Og så laver vi fortsat også masser af forskellige targetøvelser, både på hånd og på genstande, fordi det fungerer så godt til at forstærke hans mod på blive ved med at tilbyde adfærd, og også noget vedholdenhed i at tilbyde samme adfærd igen og igen.
Her er en lille video jeg optog da vi trænede på terrassen en eftermiddag. Det er et lille sammenklip af en længere seance, men den viser så fint den lille logrende hale, og hvordan han bare er med i træningen. Bedste lille stjernehund!